Idéen med Blomsterfestivalen

I Frederikshavn hilser vi sommeren velkommen med en stor Blomsterfestival, som tiltrækker 5-6000 plante- og haveinteresserede fra Danmark, Norge og Sverige.

Fra beskedne 17 pavilloner i begyndelsesåret 1996, har Blomsterfestivalen udviklet sig til at kunne præsentere mere end 110 pavilloner.

Idéen med Blomsterfestivalen er at fremme vendelboernes og andres interesse for planter og utraditionelle haver, samt at generere penge til fortsat udvikling af Bangsbo Botaniske Have. Arrangørerne håber også at vække publikums interesse for de mange planteforeninger og planteklubber, der findes i Danmark.

I 110 pavillonerinviterer haveforeninger, ”amatørgartnere”, planteskoler, organisationer og foreninger Blomsterfestivalens publikum indenfor til kreative udstillinger og salg af alverdens planter så som rododendron, alpine planter, klematis, sukkulenter, orkidéer, liljer og mange andre spændende planter.

Der er rig lejlighed til at få en snak om planter og havekunst med medlemmer af specialklubberne for bl.a. pelargonier, alpine planter, roser og bonsai, samt Frederikshavn og Omegns Havekreds samt alle “amatørgartnerne”. 

 

Familievenlig festival

Blomsterfestivalen er meget andet end blomster og brolæggere.

Festivalen byder også på familievenlige aktiviteter som musik og dans, ponyridning, udstilling af høns, bål og meget mere.

Når sulten og tørsten melder sig, kan du i en række pavilloner købe mad i mange varianter og drikkevarer til at læske ganen. 

 

Oplev en naturperle

Det er en god idé at afsætte en dag eller to til at besøge Blomsterfestivalen, så der også bliver tid til at nyde de naturskønne omgivelser i og omkring Bangsbo Botaniske Have i Frederikshavns sydlige bydel.

Bangsbo Botaniske Have er en have på 8 ha. beliggende ved den gamle herregård Bangsbo. Her kan man opleve den gamle engelskinspirerede park med mange bænke, store plæner, gamle træer og lysthus. Her er også en rosenhave, læge- og krydderurtehave, sansehave, indførselshistorisk frugt- og bærhave og en samling af bonsaitræer. 

Går man ovenfor den gamle park kommer man til det egentlige botaniske anlæg, som blev påbegyndt i 2006 og som nu består af søer og kanaler, et af verdens største spaltebed med alpinplanter, tufbed ligeledes med alpinplanter, skovbundsbede, en klippevæg af norsk granit og forskellige plantesamlinger som f.eks. hostasamlingen, geraniumsamlingen og senest er der i efteråret 2015 anlagt bede med en samling af pæoner. 

Ved Bangsbo å ligger restaurant Møllehuset, som er en af Frederikshavns ældste bygninger.

Fra afmærkede kondistier kan man opleve hjortevildt og egern på nærmeste hold i Bangsbo Dyrehave.

Bangsbo-området strækker sig fra den udsigtsfulde Pikkerbakke nær kysten til den frodige Vandværksskov, hvor Cloostårnet rejser sig 160 m over havet. Den engelskinspirerede botaniske have er anlagt omkring den gamle herregård Bangsbo, hvor der i dag er indrettet museum.